Samarbejde med Alabu Bolig
Fra ugentlige fejl til en driftssikker løsning
Brandautomatikken i bygningen på Østerbro i Aalborg gik i fejl en til to gange om ugen. Det var ikke bare et teknisk problem, for det gik direkte ud over beboernes hverdag. Assisterende Driftsleder Kim Østergaard Pedersen fra Alabu Bolig besluttede derfor at få udskiftet hele brandautomatikken, og opgaven gik til Jonassen Ventilation. For Kim har det resulteret i et stabilt anlæg og et forløb, hvor han følte sig i gode hænder fra første dag og hvor beboernes hverdag er blevet bedre.
Et anlæg, der gik ned hver uge
Den gamle brandstyring var defekt og gik ofte i fejl. Når det skete, begyndte ventilatoren på taget at suge luft ud af lejlighederne. Det gav undertryk, dørene var tunge at åbne og luften blev dårlig. Det var en stor udfordring for både beboerne og driften.
Da opgaven skulle løses, stod valget mellem to firmaer.
“De vigtigste parametre for os var kompetencer, erfaring og pris. Vi valgte Jonassen, fordi de virkede som nogen, der havde lidt mere styr på det. De var ude og besigtige opgaven flere gange og det gav tryghed, at de var så kompetente” fortæller Kim.
Et roligt og struktureret arbejde
Brandsikring er en opgave, hvor der ikke er plads til fejl. For Alabu Bolig er det derfor afgørende, at de kan have tillid til de folk, der udfører arbejdet.
“Jonassen har nogle rigtig dygtige folk, og jeg har følt mig i særdeles gode hænder helt fra starten. Håndværkerne var meget rolige at snakke med, og der var overblik hele vejen. Det er lang tid siden, vi har haft en større opgave, hvor det har kørt så smurt,” siger Kim.
Han fremhæver især tilgangen til opgaven.
“De gik til opgaven med et utrolig struktureret og roligt væsen. Det var meget behageligt, og de havde styr på alt, hvad man spurgte om.”
God planlægning gav ro blandt beboerne
Arbejdet omfattede blandt andet nye røgkontrolspjæld i 22 lejligheder. Montørerne skulle derfor ind i de berørte beboers hjem, og det krævede grundig planlægning. Jonassens projektleder besigtigede opgaven, inden der blev givet tilbud. Derefter holdt parterne et møde om tidsplanen, så Alabu Bolig kunne informere beboerne i god tid.
“Alt har bare spillet hele vejen igennem. Vi lavede infoskriv til dem, der skulle aflevere nøgler, et Q&A og et skriv til dem, der kunne blive berørt, når anlægget blev testet. Vi har kun haft én beboer, der har ringet ind med spørgsmål,” fortæller Kim
Jonassens projektleder fulgte også op ude på ejendommen, mens arbejdet stod på, og det fremhæver Kim som meget betryggende.
Nemmere drift og færre fremtidige udgifter
Ud over den nye brandautomatik har Jonassen gjort meget for, at anlægget er nemt at drifte i hverdagen. Et GSM-modul sender en SMS til viceværten, hvis der opstår fejl på ventilationen eller røgventileringen. Samtidig viser en lydindikation i styretavlen, hvilken komponent fejlen ligger hos.
Indtil videre har der dog ikke været brug for det.
“Før havde vi en til to fejl om ugen. Nu har vi ingen fejl, og vi skal ikke længere ud for at fejlsøge. Det har gjort ekstremt meget for beboerne også, fordi luften jo er blevet bedre,” siger Kim.
Samtidig er der udarbejdet ny dokumentation på alle kabler og komponenter i styringen. Den gør en stor forskel – også på længere sigt.
“Den betyder alverden. Vi kan følge et kabel helt ud til den enkelte lejlighed, og alle kan arbejde på anlægget, uanset hvem der kommer. Det betyder, at vi måske skal betale en time mindre, når der skal laves noget af en der ikke kender anlægget på forhånd. Så det kan spare os penge.”
Holdt godt i hånden
For Kim er der ingen tvivl, når han skal give et råd videre til andre boligforeninger, der står over for en lignende opgave.
“Jonassen er et super godt firma. Man bliver holdt godt i hånden, og jeg har aldrig været nervøs for, om opgaven blev gjort ordentligt,” afslutter han.
Kort om projektet:
- Kunde: Alabu Bolig
- Ejendom: Østerbro 31A, lejlighedskompleks
- Omfang: Udskiftning af komplet brandautomatik, herunder røgkontrolspjæld i 22 lejligheder, 43 spjældmoduler, 18 temperaturfølere og 2 røgdetektere
- Ydelse: Entreprise, ny dokumentation af kabler og komponenter samt GSM-varsling og fejlindikation i styretavlen











